Alin Grigore fra Heltiu

Nedenstående takkebrev sendte Cornel til mig 3. marts, vi havde på dette tidspunkt kun hørt om Alin, men nu sendte Cornel også nogle billeder fra besøg i familien. Familiens vanskelige situation talte til os, det er ikke let at sætte sig ind i hvor svært det må være, at mene at det er muligt at få behandlet sit barn på sygehuset, men ikke have midler til at få det gjort.

Da Britta og jeg var i Rumænien maj 2011, var en af vore prioriteter at besøge denne familie. Det er bevægende at opleve, at på trods af livets svære situation, har familien håb for både dem og deres dreng Alin. Familien Grigore bor i et af de mindste huse, jeg har set, der er rent og forholdsvist hyggeligt i deres hjem.  På køkkenhylderne over det brændefyrede komfur, kan vi ikke se nogen form for mad, men på komfuret står der rester af marmeliga i gryde. Godt at vi havde et par poser mad med i bilen, og der blev også råd til en lille pengegave.

Vi lovede at hjælpe Alin det vi kunne, med den hjælp vi får fra forskellige mennesker og fra Genbrugsbutikkerne. Vi ved endnu ikke hvad resultatet af hans behandlinger bliver.

Kære venner!
Vi ønsker at sende jer en varm hilsen, vi har meget sne og det er meget koldt i vores land. Det har været rigtig dejlig at få besøg af vores venner fra Onesti (Elena og Cornel) som tænker på vores familie. Tøjet som vi har fået passer os og børnene rigtig godt, og vi takker af hele hjerte for jeres pengegave. Vi har 6 børn, en af dem er handicappet og kan ikke gå. 

 Vi skulle have været på sygehuset med ham for lang tid siden, men vi har ikke haft råd til det. For nogle uger siden var vi på sygehuset i Tg. Mures, hvor vi har snakket med en dygtig læge, som har lovet at opererer vores lille dreng, hun sagde, at der er chance for at han kan komme til at gå normalt lige som alle andre børn. Vi skulle fortage en del undersøgelser for at være sikker på at han er stærk nok og kan klare denne operation, desværre er vi stadigvæk nød til at vente lidt, da resultaterne ikke er gode nok endnu.

 Vores søn Alin (3 år) får noget behandling nu, og vi håber at han snart er frisk nok til operationen. Vores muligheder er meget begrænsede, men vi er meget glad for I vil give os en hjælpende hånd. Vi ønsker jer alt det bedste og takker endnu engang for alt hvad I gør for vores familie.

Kærlig hilsen, familien Grigore.

 Af nedenstående mail fra Cornel, kan vi nu konstatere, at Alin har været på sygehuset og at operationen er gået godt

 27. juli
Jeg vil bare fortælle at det gik fint med Alins operation på sygehus, han blev hentet hjem for nogle dage siden. Lægen er selv meget tilfreds med operationen. Alin blev opereret i begge fødder. Han har  mange smerter efter operationen og det går stadigvæk ondt, men hans familier passer godt på ham. Vi har besøgt familien i dag, det var godt vi kunne give dem lidt mad og nogle penge. 

Alin skal have benene i gips de næste 2 -3 måneder og på tirsdag skal han til kontrol på sygehus i Tg. Mures. Vi vil hjælpe familien med transporten, enten kører jeg eller sender en bil.

Vi er så glade for det går godt med Alin, og beder for at han vil blive helt rask. Alins mor takker af hele hjertet for hjælpen de har fået, uden den vil deres situation være meget håbløs.

 Nu er Alin kørt på sygehuset i Tg. Mures, han skal til kontrol med benene. Bed for, at han må blive helbredt.

1. aug.

I nat kører en bil med Alin på sygehus i Tg. Mures til kontrol, han skal være der kl.08.00 om morgen. 

Håber at lægen siger at alt går som det skal.

5. august kommer denne mail fra Cornel

 13. August, mail fra Cornel

Efter at vi havde uddelt 65  fine købmandsposer med ganske almindelige fornødenheder, incl. et Nyt Testamente, besøgte vi flere familier, så deres huse og fik derved en klar fornemmelse af hvor fattigt de levede. 

Jeg glemmer aldrig den mor der ved besøget fortalte, hvor svært de havde ved at skaffe bl.a. vand.  For os er vand, en selvfølge, det var det ikke for hende. Hun skulle hver dag gå langt for at hente det vand de skulle bruge i deres familie". 

Vand til Marcesti

Marcesti ligger ca. 20 km. sydøst for Onesti. Vi var der med 65 poser madvarer. Byen (ca. 30 husstande)ligger afsides på en bakketop, den ligger så langt fra alfarvej, at der ikke kommer post derop.

Menneskerne der bor der er uhyrre fattige, og deres boligforhold er ekstremt dårlige, det er svært at forstå at mennesker i det hele taget kan leve under sådanne betingelser. Vi har lige taget 3 børn til skoleprojektet fra byen. Der er mange børn i byen, men disse tre er de eneste der går i skole, forældrene har lovet at børnene vil gå i skole hver dag. Vi ønsker at de kunne blive rollemodeller for andre børn i byen, og at andre forældre også kunne ønske, at deres børn gik i skole. Der er ca. 45. min. gang til skolen, ind imellem kører en af forældrene børnene på hestevogn ind til skolen. Alle kan forestille sig, at det ikke er så nemt at motivere børn i både regn, sne og frost, at skulle gå så langt for at sidde på en skolebænk.

Efter besøget i Marcesti, kunne vi ikke få de mennesker ud af hovedet igen, billederne af børnene og de huse de boede i, dukkede igen og igen op. Der var rigtig mange mennesker i byen, der havde dårlige nyrer p.g.a. det forurenede vand de brugte.

28.08.2010 beslutter Rumæniensudvalget at sætte projektet ”Vand til Marcesti” på dagsordnen, vi kontakter Cornel, der sætter de første følere ud.

Kort tid efter kontakter Cornel en brøndborer, der melder følgende priser ud:

Det koster ca. 600 kr. pr. meter incl. materialer, at bore en brønd, og alt efter dybden på brønden varierer prisen således. En brønd på 20 m. dybde vil ca. koste 14 – 16.000 kr.

Vi afsætter 20.000 kr. til projektet

Projekt ”Vand til Marcesti” v/Arne og Cornel. Arne henviste til beskrivelse af projektet og mindede om, at vi havde midler til at hjælpe. C vil undersøge den reelle pris for at få lavet en brønd og melder tilbage til Frank. Det er vigtigt, at følgende ting bliver undersøgt:

Hvem ejer brønden? Hvor skal den ligge? Hvem skal stå for driften? Hvilke myndigheder skal kontaktes? Der arbejdes i første omgang med en brønd.

”Jeg har snakket med borgmesteren i Caiuti, det er vigtigt at brønden ikke bliver bygget på privat grund, ellers kan vi risikere at få problemer. Han har lovet at hjælpe os med det, men som I ved, går tingene i Rumænien meget langsomt. En gang i næste uge kommer nogen fra kommunen for at vise os stedet, og vi håber at vi kan gå i gang så hurtigt som muligt.  

Vi beslutter der efter at bore en ny brønd, på det af kommunen anviste sted, brønden skal være manuel, da vi så er fri for tekniske problemer.

Efter flere møder og mange køreture, kan Cornel melde brønden færdig først i juli 2011, og nogle dage senere indvies brønden med en lille fest og gudstjeneste.

Vi siger tak til alle der har hjulpet med i processen, men især til Cornel og Elena der på utrættelig vis, har måttet lægge ryg og tålmodighed til. Ind imellem troede vi ikke der skete noget, men så kom der nye og gode meldinger. Beslutningerne blev bare taget i et andet tempo, end det vi er vant til.

Vigtigst af alt nu kan vore gode venner i Marcesti få rent vand både til at drikke, til madslavning, og til at gøre rent i.

 Cornel sendte denne mail efter indvielsesgudtjenesten:

På nedstående link I kan se nogle billeder fra Marcesti. Vi havde et godt møde der i går hvor vi også indviede brønden.

Der er en kristen familie der bor i landsbyen og jeg ved i mit hjerte at det var Guds vilje, at vi skulle være der og forkynde evangeliet. 

Alle har fået noget kager, sodavand og vi har også bestilt og delt kristne bøger med vidnesbyrd af nogle kendte rumænske personer, som har møde Jesus Kristus.

Gud har velsignet os med flot vejr, men lige efter afslutning af mødet begyndte det at regner. 
Guds velsignelse!

Flere billeder

Video

Beretningen om Alina og Emma

Sidste uge havde vi en meget positiv oplevelse. Den ligner lidt den vi har haft i Albele med Neculai og Adela.

Vi kom med lidt hjælp til Alina, en kvinde (hun er gift) som vi har kendt i mange år, hun bor i Onesti. Hendes forældre bor i Tg. Ocna og de kom i en periode i den evangeliske kirke der. De er rigtig meget legalistiske. Alina og hendes søstre blev ofte slået meget hårdt af deres far, hvis de gik på gaden og i skole uden tørklæde eller med bukser. Faderen har også presset dem til at komme i kirken, det endte med at de vendte ryggen til Gud og familien. Alina og hendes søster rejste meget tidlig fra deres hjem og blev gift/boede sammen med ikke kristne mænd, dog uden mange negative konsekvenser. De sidste 15 år er de ikke kommet i nogen kirker.

Da vi mødtes med Alina udenfor blokken i Onesti, mødte vi også Ema (Alinas søster). Vi snakkede sammen i et par minutter, Ema fik det dårligt, og var ved at besvime på gaden. 

Da min mor spurgte om hun fejler noget, begyndte hun at græde rigtigt meget. Hun kunne ikke klare mere, hendes mand har forladt hende efter at de i 14 år de har boet sammen. Han har nu smidt hende ud af sit hjem, og hun har også mistet sit arbejde. Hun er nu kommet tilbage til sine forældre i Tg. Ocna, som fordømmer hende og er meget hårde ved hende.

Jeg tror det er Gud, der bragte os sammen den dag, på det helt rigtige tidspunkt.

Vi gik ind i Alinas lejlighed, og snakkede i flere timer sammen, vi bad Gud om hjælp. Der var mange tårer, og mange byrder der skulle løftes fra deres skuldre, og som de sagde: ”Vi var der, som nogen sendt af Gud for at hjælpe i denne meget håbløse situation”. De vidste ikke hvad de skulle gøre, vi opmuntrede dem med Guds ord og bad sammen.

Gudstjeneste med et godt efterspil
(Citat fra Arne Hansens dagbog)
Vi skal rimelig tidligt op i dag. Det er søndag og vi skal til gudstjeneste Albele kl. 10. Turen til Albele, er jo noget af en oplevelse. Der er mange til Gudstjeneste, kirken er næsten hel fuld og vi fornemmer en god stemning.

Christi, som er Cornels fættet, er der sammen med en ven, der er præst ved en rumænske kirken i Stuttgart, de synger nogle sange, og det er de rigtig gode til, det giver en god atmosfære i kirken. Børn og unge synger, jeg taler og Cornel oversætter og leder. Det er mange år siden, jeg har været til så dejlig en gudstjeneste i Albele. Alt samvirkede ved Guds ånd.

Ions (Cornels onkel) mor er faldet og har brækket noget i hoften, så hun er sengeliggende. Efter gudstjenesten foreslår Elena, at nogle stykker går og synger et par sange i den syges hjem. Christi og den tyske præst leder sangen ved sygesengen, og det en meget rørende oplevelse.

Ions bror, der bor sammen med sin mor, er ikke kristen, men er til stede. Hans kone og syv børn er ikke mere sammen med ham, han har drukket ret meget, og har måske været for hård ved familien, det ved jeg ikke noget om, men sådan er det bare ofte. Mens vi synger, bliver han grebet af en stærk syndenød, han græder meget, han hulker og går bare omkring. Cornel tror at han er berørt af sangene, så han går over og lægger sin hånd på skulderen af ham, og spørger: ”Hvorfor græder du?” Han siger: ”Jeg kan ikke mere klare det alene. Jeg behøver Jesus i mit liv. Jeg har prøvet så længe at klare det selv. Jeg kan ikke mere. Mit liv har været forspildt. Jeg ønsker en ny begyndelse, jeg ønsker Jesus i mit hjerte”. Vi lagde hænderne på ham, og bad en frelses bøn sammen med ham. Vi kunne lige frem se det lettede udtryk han fik i ansigtet, noget tungt blev løftet af hans skuldre. Det er et under hver gang det sker. Gud gør undere. Der er muligheder selv i det der ser mest umuligt ud. Den gamle mor som oplevede det hele fra sin sygeseng sagde: "Nu kan jeg forstå hvorfor jeg skulle lide og være syg. Min søn skulle finde Jesus".

I maj 2011, var Britta og jeg 12 dage i Rumænien, det var, igen i år, en kæmpe oplevelse for os at besøge både nye og gamle venner.  Vi er igen blevet bekræftet i, at det her skoleprojekt er alle tiders – det gør noget ved mennesker. Familier der synes at være fortabte i deres eget rod og i eftergivenhed, har fået håb, og er kommet videre. Personer der var desillusioneret, har rejst sig. Håbet gav dem nyt mod. Hjælp på længere sigt har en utrolig stor effekt. Vi er fyldt op med glæde og forhåbninger om, at mange af de børn vi har i projekt, vil p.g.a. af den hjælp de får, få bedre muligheder for at forandre deres tilværelse.

 Vi fik besøgt de fleste af vore skolebørn, og det er med stor taknemmelighed til Gud og mennesker. Vi ser tydelige forandringer i de fleste af de familier, der er i vort skoleprojekt, i nogle tilfælde er der tale om mindre mirakler.

Vi skal bringe så mange varme og hjertelige hilsner videre, vi har på jeres vegne modtaget så megen velsignelse og så mange taknemmeligheds ytringer, at man bliver helt varm inden i. Vi har fået i hundredevis af kindkys, vi har set i tusindvis af tårer (inklusive vore egne) set glæde og varme smil. Det hele er hermed videregivet til jer.

 Men vi har også følt smerte, afmagt og fortvivlelse, når vi sad sammen med børnerige familier, hvor der overhovedet ikke fandtes mad i køkkenet, hvor aftensmaden endnu ikke var bragt hjem, der hvor familien ikke viste, om deres morgendag ville blive bedre ens dagen i dag.

En af vore mål var at bringe håb og glæde, og vi kæmpede hver gang med, at få smil og glæde i øjnene på både voksne og børn. Og i langt de fleste tilfælde lykkedes det.

Dorthe og Cornel gør et kæmpe job, arrangerer, ringer, kører, handler, sender informationer og foto m.v. og Cornels mor, Elena, har en meget stor aktie i det her projekt. Det er en fornøjelse at se den tillid alle har til hende. Hun kan med både bestemthed og kærlighed forlanger at aftaler holdes, at man godt selv kan yde noget, selv om man er fattig, at man godt kan have det rent og ordentligt, selv under vanskelige vilkår.

Specielt pigerne tager hun sig rigtig godt af, hun fortalte at mange af dem ringer og taler med hende m.h.t. hygiejne, diverse teenagerproblemer m.v.

Nogle af de ældste af børnene er nu færdige med skolen. De har gået 12 år i skole, og er så studenter, et par stykker af dem overvejer universitetet, men her er endnu flere udgifter. Mange fortalte os, at det næsten ikke er til at få, bare ganske almindeligt arbejde, uden at have 12 år uddannelse. Der arbejdes stenhårdt på, at alle får 12 års skolegang, men det lykkes ikke hver gang, nogle af børn er ”hoppet af” undervejs, og den fremtid de nu får, vil næsten altid blive værre end den ellers ville være.

Tiderne er meget svære i Rumænien. På trods af, at man kan se udvikling i landet, ting bliver forbedret, veje bliver udbygget, og nye forretninger skyder op, så er det indtryk der sidder i os, at utrolig mange mennesker lever i fattigdom. Fødevarepriserne stiger og priser på el, gas og varme stiger ekstremt, så for de familier der ikke har så meget, er livet blevet vanskeligere. Flere mødre fortalte, at de havde arbejde ved små lokale firmaer, 10 – 12 timer om dagen og lige i underkanten af 1000 kr. om måneden. Anden indtægt kan være børnepenge som er ca. 80 kr. pr. måned pr. barn. Benzin koster over 10 kr. pr. ltr. Majsmel (der er en meget brugt madvare) er steget 100%. Dem der bor i byerne, har det meget svært, dels er de ramt hårdt, af de stigende energipriser, men de har heller ikke grønsager, eller husdyr. Mennesker på landet kan profitere lidt på det jord og dyr kan give, men også de har trange vilkår.

Til slut vil jeg takke jer alle for engagement og god vilje, samt for jeres gavmildhed i forhold til vore projekter i Rumænien.

Kære Venner

Kun nogle få dage inde i det nye år ønsker vi jer alle et godt og velsignet Nytår med Herren. Det er ikke til at forstå at der er gået endnu et år fyldt med både glæder og sorger. Vi tænker med stor glæde på vores orlov i sommer, hvor vi fik lov at besøge mange menigheder og opleve stor opbakning og interesse for arbejdet i Rumænien. Det er også skønt at mindes alle de besøg vi har fået i løbet af året af både familie og venner.

I denne uge er der bøn i alle evangeliske kirker i landet. Rumænien har brug for vækkelse og vi beder fuld af forventninger om at Gud vil gøre store ting for os i 2011.

Stor sorg i Albele                                                                                          

Som mange allerede ved blev vi og vores familie i Albele dybt rystet, da Iosif på kun 19 år, blot en uge før jul blev dræbt i en alvorlig trafikulykke. Han var passager i familiens bil, der blev kørt af hans storbror. Midt i en overhaling mistede han kontrollen over bilen, der snurrede rundt og blev klemt ind under en modkørende lastbil.

Det har været et frygteligt chok for moderen Ana, der for kun fire år siden mistede sin mand (Cornels fætter) i en voldsom eksplosion på kemikaliefabrikken i Onesti. Broderen og en anden passager slap fra ulykken uden alvorlige skader, men også de har været i dybt chok, de husker stadig intet fra ulykken.

Julefest

Denne forfærdelige ulykke kunne selvfølgelig ikke undgå at påvirke vores planlagte julefest i Albele. Iosif blev begravet netop den dag den skulle have fundet sted. Alligevel lykkedes det os at samle over hundrede børn og unge i kirken i Albele juledag.

Med dejlige julesange og juleposer til alle prøvede vi at skabe lidt lys og glæde i den ellers så mørke og triste tid. Det var så dejligt at se at det gjorde godt. Også børnene i sigøjnerlandsbyen Berzunti fik lov at opleve juleglæden. Anden juledag delte vi i forbindelse med en lille gudstjeneste også juleposer ud her.

Video og billeder fra julefesten kan ses her:

http://www.youtube.com/watch?v=DtPlBhxYJDg

http://picasaweb.google.com/cornelpascu/CelebrareaNasteriiDomnuluiIsus25Dec2010#slideshow/5555046497679834834

Familien

Vi har det godt alle fire, dog er 2011 startet med en del ubehag for Dorthe. Trods operation i sommer har hun forsat problemer med hjertet. Efter årsskiftet er anfald med "hurtig puls" taget meget til - mange gange dagligt.

Jonathan er begyndt i skolen igen, og trives godt med det. Sara begynder først på mandag i børnehaven.

Bede emner:

Tak for året 2010 og bed at 2011 vil blive et år fyldt af frugt for Herren

Bed for Iosifs hårdtprøvede familie, vi støtter dem så godt vi kan.

Bed og tak for alle de dejlige børn og unge, der var med til Julefesten i Albele

Bed for Dorthe, at hendes hjerte må blive raskt

De kærligste hilsner og ønsker om alt godt i det nye år

Missionsforbundets Internationale Mission.
Orienterings- og bedebrev d. 18. november 2010 fra Rumænien.

Kære venner

Med stor glæde hilser vi jer i Jesu Kristi navn. Det er Ham vi takker og tjener, I i Danmark og vi i Rumænien. I disse dage har vi besøg af Dorthes familie, det er altid skønt at være sammen med dem, især i så flot et vejr som vi har. De sidste dage vi har haft op til 26 grader. Sidste fredag var vi i Brasov til koncert med Michael W. Smith, som var i Rumænien for første gang. Det var skønt at høre ham synge og tilbede Herren med ca. 3000 unge mennesker fra hele Rumænien, atmosfæren kan ikke beskrives.

 Nødhjælp fra Grindsted

Midt i oktober fik vi besøg af en gruppe venner fra Vestermarkskirken i Grindsted. Hele sommeren har de haft travlt med at samle tøj, lego og dyner til fattige i Rumænien. To meget fattige landsbyer (Marcesti og Poduri), en børnehave og en kirke i området fik hjælp fra Danmark. I forbindelse med uddelingen har vi også holdt et lille møde, hvor vi har fortalt om Guds kærlighed gennem vidnesbyrd, sang og forkyndelse.

 Genopbyggelse af huse i Sanduleni

Hjælpen som I med stor kærlighed har givet til de 13 familier, der blev ramt af oversvømmelse, er et stærkt vidnesbyrd om Jesu kærlighed. Det er vores bøn og ønske at alle af disse mennesker vil møde Jesus personligt. Vi har sat flere mennesker i gang, alle har fået hjælp i form af byggematerialer, arbejdskraft eller penge. På vegne af dem alle sammen ønsker vi at takke for hjælpen. Her kommer udpluk af takkebrev fra Maria, Mariana og Vali, tre kvinder der er alene og har mistet huset i oversvømmelse: 

Midt i vores elendighed, da vi havde mistet alt håb,  glemte Gud os ikke, men gennem jer rakt os en hjælpende hånd. Vi har med stor glæde modtaget madrasser, mad og byggematerialer. Siden vi begyndte at bygge er flere mænd kommet for at hjælpe os. Med jeres støtte har vi fået bygget taget færdigt, og nu arbejder vi på at få gjort to værelser i stand, så vi kan flytte ind inden vinteren begynder for alvor. Vi har været meget heldige med flot vejr, så vi har kunnet bygge. Vi kender jer ikke, men som vores venner fra Onesti siger, vi er elsket af Gud. Vi ønsker jer alt det bedste, og både vi og alle vores naboer er dybt rørte over jeres hjælp. Må Gud velsigne jer! Kærlig hilsen, Nunu Maria (bedstemor), Mariana og Vali”.

 Besøg i Berzunti

Sidste uge besøgte vi Alexandru, som er leder af roma menigheden i Berzunti. Han mødte Jesus for mange år siden ved at lytte til Cornels bedstefar. Vi kunne godt mærke, at han har brug for opmuntring og støtte. Ingen har besøgt dem de sidste mange år, flere kristne fra menigheden er rejst til Italien eller er frafaldet. Vi endte med at holde et lille uplanlagt møde. Det var svært at sige farvel til hinanden, han sagde med tårer i øjnene, at det er Gud der har sendt os. Han har bedt os om at besøge dem igen, og vi har planer om at komme og holder nogle møder for at opmuntre de lokale kristne her.   

 Bedeemner:

Tak Jesus for alle vores venner i Danmark, der konstant beder og støtter os og arbejdet i Rumænien.

Bed for Oana og hendes familie. Hun kommer fra Onesti og er meget søgende, vi har haft flere samtaler med hende, hvor vi har snakket om Jesus. Både hende og hendes søster har været med i kirke.

Familien Hurmuzache bor i Onesti og har en meget svær situation. De har 7 børn, Denisa (18 måneder) døde da deres lejlighed brændte ned for to uger siden, og deres 8 årige dreng Emanuel døde på sygehuset efter han har været i koma. Ilden startede om natten fra en lille elektrisk radiator, som var tændt. Der er ikke varme i blokken og mange familier improviserer varme på denne måde, som er meget farlig. Vi har givet lidt hjælp til familien, men det er meget svært for dem. Bed at Gud vil styrke dem og give dem hvad de har brug for.

Vi er ved at planlægge julefest for børn igen i år, bed om Guds hjælp så dette projekt også vil lykkes. Guds fred og mange kærlige hilsner

Oversvømmelse i Sanduleni

I september 2010 var Britta og Arne Hansen i Sanduleni, sammen med Cornel og Elena. Vi ville bese skaderne efter oversvømmelserne i juni og juli. Kommunen i Sanduleni har stillet grund til rådighed, for de 12 familier der ikke kan genhuses, kommunen har også givet et mindre beløb til bygningsmateriale. Hvis de skal modtage disse goder fra kommunen skal man forlade det nuværende, og bygge et andet sted i byen. Flere familier var i gang mad at bygge huse, men det store problem kommer, når materialerne er brugte, for så er der mange steder ikke råd til at købe mere. Mange af familierne vil ikke blive færdige inden vinteren med frost og sne sætter ind. Flere af de berørte familier havde god hjælp fra familie og venner, mens andre ikke havde nogen til at hjælpe sig, og måtte betale for den hjælp de skulle bruge. Der var specielt nogle enlige kvinder der var meget ene om det, de mente de kunne overkomme at bygge nyt, og gik selv og baksede med at renovere. Det blev selv sagt ikke særligt godt, og de havde meget svære vilkår. Det var ret deprimerende at besøge dem og opleve den sorg og håbløshed, der her var til stede.
Man skulle lige kende 8 - 10 ledige murer.

Medio september er der ved landsindsamlingen, i Missionsforbundet, indkommet lige i underkanten af 50.000 kr. Det er en meget flot gave, som vi vil videregive med stor respekt for den ånd som gaverne er givet i.

Vi er enige om: At alle 12 familier skal have hjælp, men at vi skal differencere i forhold til behov, selv om alle står i store problemer, er de dog ikke lige store. Vore medarbejdere i Rumænien, vil igen undersøge de enkeltes behov, og der ud fra drage en endelig konklusion.

Indsamlingen til de ramte familier, i Sanduleni, er stadig åben og du kan hjælpe ved at sende et beløb til Missionsforbundet og mærke det ”oversvømmelse”.

På Sommerkonferencen i Kolding besluttede man at oprette en landsindsamling til vore kristne brødre og søstre i Rumænien, som er berørt af de store oversvømmelser. 

Det er utroligt svært, at se disse mennesker i så traumatiske situationer, som det er tilfældet, når jeg ser billederne fra Sanduleni. Mange af disse mennesker er vore venner, som vi har talt med og talt til, som vi har besøgt i deres små og ydmyge hjem. Vi har oplevet varmen og fællesskabsfølelsen både i kirke og hjem, og vore hjerter græder, når vi ser den kaotiske situation, de er havnet i.

På Sommerkonferencens sidste aften besluttede man at aftenens kollekt skulle gå til mennesker i Sanduleni der er berørt af oversvømmelserne. Der blev indsamlet 14.000 kr.
De penge vil gå til mad, tæpper og madrasser.

Indsamlingen til vennerne i Sanduleni vil forsætte hele august måned. Du kan støtte indsamlingen til Sanduleni ved at sende penge til Missionsforbundet på 2374  0370110700 og mærk beløbet ”Oversvømmelse”. Hvis du vil have skattemæssigt fradrag skal du oplyse navn, adr. og cpr.nr.

Her kan du se billeder fra Oversvømmelsen i Sanduleni

”Kære Venner,

I dette øjeblik, hvor jeg skriver dette brev, er mit hjerte fyldt med smerte. Jeg er 50 år og invalidepensionist. Jeg er alene.

Lige nu går jeg gennem en meget svær tid. Jeg har ingen familie, da jeg er opvokset på et børnehjem.