Historien » Menigheden
Menighed i Albele
Cornel fortæller: ” Det var min farmor og farfar der dannede menighed i Albele. Samtidig med at de var medlemmer af den Ortodokse kirke, deltog de også i møder hos Oastea Domnului (udspringer af den Ortodokse kirke)”
Under 2. verdenskrig kom en kristen soldat fra Brassov til Albele, han fortalte dem om Jesus, så de kom til at kende hele sandheden.
Det resulterede i, at Cornels farmor og farfar løsrev sig fra den Ortodokse kirke og blev døbte. Herefter begyndte de at samle en menighed i deres hjem.

Evangelist – et livskald
Først i 1980’erne stod en lille sorthåret dreng i sin bedstefars hus i Albele i Nordøstrumænien, de kulsorte øjne gnistrede, når den syvårige gut ”prædikede” for en forsamling, der ikke var der. Allerede som syvårig var kaldet, og lysten til at formidle budskabet til sit folk, lagt ned i Cornels hjerte. Senere blev prædikanterne i radioen, som på trods af forbud blev aflyttet, til stor inspiration for Cornel og der voksede i ham en længsel efter at formidle Guds ord. I bedstefars hus i Albele, blev der på trods kommunistisk modstand holdt kristelige samlinger. Begge Cornels bedstefædre var prædikanter, så drengen havde
evangelistblod i sine årer.

Karl Frederik Kittilsen

I julen 1989 sad Karl Frederik Kittielsen, i Skien, i Norge og så at Chaucesco og han kone blev myrdet for åben skærm, hvilket betød Rumænien kom ud af kommunismens jerngreb. I løbet af 14 dage fik Karl Frederik lastet 14 biler med nødhjælp til Rumænien. Det ville selvfølgeligt have været lettere, at vælge Cluj eller en anden by i den vestlige del af Rumænien, men mange mennesker opfordrede dem til at køre over bjergene til Moldovadalen. Det var ikke ufarligt, at køre over Kapater bjergene i januar, der kan være megen sne og glatte veje. Da de kom til Fagarasi, lovede borgmesteren der, at kontakte en by i Moldovadalen, det blev Onesti.

Kittilsen arrangerede evangeliske møder i kulturhuset i Onesti, Stefan Pascu (Cornels far) kørte mennesker fra de omkringliggende landsbyer til møderne i Onesti. Ved den lejlighed hilste de på hinanden, men fik ikke yderlig personlig kontakt.
En dag gik Kittilsen med sin tolk på gaden i Onesti, de talte om hvordan mon det var muligt at komme til Albele. Det hørte Cornels bror Gabi, han præsenterede sig og fortalte, at han kom fra Albele og var søn af den chauffør der kørte folk til møderne i kulturhuset.
På den måde kom Kittilsen til Albele og lærte familien Pascu at kende.

Onesti
Cornels forældre havde to versioner, at give deres børn en god uddannelse og at plante en evangelisk menighed i Onesti.
I begyndelsen hjalp Kittilsen økonomisk, så det var muligt, at leje et lokale på hotel Trotus, hvor der holdtes møder for, unge mennesker i Onesti, en gang om ugen. Efter lang tids venten og hårdt arbejde med at få papirerne i orden, lykkedes det familien Pascu at få tilladelse fra myndighederne, og fra Det Rumænske Missionsforbund, til t fungere officielt som menighed. De første møder blev holdt i Pascu familiens lejlighed: Str. Parcului, Bloc 5, 6.et. ap. 21
I 1992 døde Stefan Pascu ved en tragisk trafikulykke.
Med hjælp fra Danmark og ikke mindst fra Norge byggede menigheden nogle få år efter en kirke i Onesti.

Cornels vidnesbyrd
Gennem min far, talte Gud til mig på så stærk en måde, at det har forandrede mit liv.
Jeg var en dag på vej ud med mine venner, da min far kom ind af døren og sagde: ”Cornel, jeg har noget på hjertet, som jeg gerne vil dele med dig”.
Da han begyndte at tale, kunne jeg se tårerne i hans øjne. Han sagde: ’Tiden er kort, og Jesus kommer snart. Gud har en plan med dit liv, og Han ønsker at bruge dig til Sin ære”.
Hans ord rørte ved mit hjerte. Jeg vidste ikke, at det skulle blive de sidste ord, jeg kom til at høre fra min far. Næste morgen kl.07.15 døde han i en trafik ulykke.

Fra det øjeblik, såede Gud et kald i mit hjerte, og jeg følte, at det var mit ansvar, at føre det arbejde videre, som min far havde påbegyndt.
Jeg tog min guitar og min Bibel og sagde: ”Gud, jeg stiller mig selv til rådighed for dig, vil du bruge mig’? Og det gjorde han. Mange mennesker kom til gudstjenesterne i den nye kirke, og hver uge blev mennesker frelst, og menigheden voksede på få år til over 100 medlemmer.

Det kald Gud har givet mig, til at tjene Rumænien og det rumænske folk og føre det videre mine forældre og bedsteforældre begyndt, har jeg altid haft i mit hjerte og vil altid have det.

En søndag eftermiddag i 1992, var Cornel sammen med de unge fra kirken i Onesti ude for at evangelisere i parken. Her kom de i kontakt med en gruppe kristne fra England. De syntes det var et spændende arbejde vi var involveret i. Kort efter blev Gabi og Cornel inviteret til England i tre måneder, hvor de lærte en masse engelsk. Efter et interview, blev de begge optaget på University of the Nations (UMO), hvor de deltog i undervisningen i 6 måneder.

Hjælp fra Danmark
Efter at Stefan Pascus´ død forsatte menighedsarbejdet i Onesti med Cornel som officiel leder. Kirken i Onesti blev bygget i 1994 og med dette var menigheden nu helt officiel.
John Nielsen, Aalborg (dengang Grindsted) og Karl Frederik Kittielsen besøgte menigheden og de blev til stor inspiration og opmuntring ikke mindst for Cornel.
I 1996 var gospelkoret High Praise, fra Aalborg, på besøg i Onesti. Cornel var den der organiserede koncerter for koret i Rumænien. John Nielsen, nu Aalborg var dansk leder af turen.
I koret var en af sangerne en flot lyshåret pige fra Aalborg, Cornel blev forelsket i pigen og det blev kærlighed ved første øjekast. Sådan mødte Cornel Dorthe. Kort tid efter tog Cornel til Danmark hvor han bl.a. arbejdede for Kurt Gerlev på Kaas Stålbyg. I 1998 blev Dorthe og Cornel gift.
Arne Hansen fortæller:
”Chaufførerne på turen til Rumænien var Kirsten og Erik Mortensen fra Hou. Kirsten og Erik kom med stor begejstring tilbage til deres menighed i Tylstrup.
Denne begejstring blev den direkte årsag til, at menigheden i Tylstrup i efteråret 1998 planlagde en tur til Rumænien med nødhjælp. I påsken 1999 sendtes en lastbil med ca. 20 t. nødhjælp af sted og en bus med ca. 40 mennesker fulgte efter. En af dagene i Rumænien brugte vi til at uddele nødhjælp i landsbyen Sanduleni, den ligger ca. 25 km. Fra Onesti. Efter at vi havde uddelt nødhjælp, besøgte vi flere familier i byen. En familie gjorde et stort indtryk på mig, deres hus var ved at styrte sammen over dem. Efter nogle måneder bliver Britta og jeg enige om at finansiere bygningen af et nyt hus til familien. Under ledelse af Cornels bedstefar og med hjælp fra lokale beboere går arbejdet i gang. Cornels bedstefar vidner hver dag for dem der arbejder på huset, der bliver holdt andagt og Guds ord lyder til frelse for mange mennesker. Stille og roligt vokser der en lille menighed frem og der bliver behov for et hus, hvor man kan samle de kristne. En ny menighed vokser op.
Inden vi kom til Rumænien, i 1999, fandtes der i Sanduleni kun en ”håndfuld” kristne. Da Tylstrup menighed igen i 2001, besøger Sanduleni med nødhjælp tæller menigheden over 40 medlemmer”.
I 2006 består menigheden af ca. 60 medlemmer.

Med håb og glæde
I oktober 2001 erfares det, at Cornel har en vision om at komme til Rumænien, i menighedsrådet i Tylstrup tager man initiativ til at samle de Nordjyske menigheder, og ikke mindst genbrugsbutikkerne i Vadum og Tylstrup, om at sende Cornel til Rumænien i 30 dage. Arne Hansen, Tylstrup koordinerer projektet.
Samarbejdet resulterer i, at både Cornel og Arne tager sammen til Rumænien på en 30 dages evangelisations- og nødhjælpstur i februar 2002.
12 menigheder i området besøges, mange af dem flere gange, evangeliet bliver forkyndt og mennesker frelses, desuden besøges mange nødlidende mennesker som får tøj og anden form for hjælp.
I vinteren 2003 gentages turen, dog kun i 21 dage og med deltagelse af Leif Mortensen. Der bliver etableret relationer til mange menigheder og mange mennesker oplever frelse eller fornyelse.
Dorthe og Cornel Pascu melder sig til tjeneste, i 2004 rejser de 3 mdr. til Rumænien, hvor deres kald bliver bekræftet.

Genbrugscentret i Vadum gør det muligt at tænke nyt i internationalt arbejde, det resulterer i at (DDM) udvikler nye internationale aktiviteter.
Finn Kier-Hansen og John Nielsen rejste i 2003 til Rumænien for at undersøge muligheden for et partnerskab mellem Det Danske Missionsforbund (DDM) og Det Rumænske Missionsforbund (DRM).
I 2004 havde Missionsforbundets Årskonference besøg af Mihai Luca og Virgil Achihai fra Rumænien og man aftaler at begynde et partnerskab mellem DRM og DDM, som går ud på at kalde Dorthe og Cornel Pascu til tjeneste i de to landmenigheder i Levezi og Sanduleni.
DDM nedsætter et rumæniensudvalg der i den kommende periode arbejder sammen med Dorthe og Cornel om at beskrive en tjeneste i området og at forhandle løn- og ansættelsesvilkår.
I april 2006 rejser Dorthe og Cornel til Rumænien for at påbegynde deres tjeneste for Gud og mennesker i området omkring Onesti i Nordøstrumænien.
Guds finger.
Når man står og ser bagud i historien, ser det ud, som om en række forskellige hændelser er foregået i en tilfældig rækkefølge, og er resulteret i et meget godt formål.
Men for mig at se, er der ingen tvivl om, at det er Gud der har haft en finger med i spillet lige fra begyndelsen af. Gud har villet noget i det område, og han har kaldet kvinder og mænd til tjeneste, mennesker der med et villigt og lydhørt hjerte har stillet sig til rådighed i Hans tjeneste. Og alle hændelserne er gået op i en højere enhed til Guds ære.
Så man kan stå og se tilbage, og så sige med Grundtvig: ”Så gik den tid, så gik den som den skulle”.
Det var ikke altid i situationen, man kunne se Guds aftryk, men at sidde i begyndelsen af 2007 og se de ca. 50 år tilbage, kan man tydelig få øje på Guds ledelse.
Og Gud som har haft planer med området og menneskerne der i fortiden, vil fuldføre sine planer i fremtiden, Hans planer går ikke bare til 2007, men rækker langt ind i fremtiden, ja lige frem til tidernes ende.
Det giver perspektiv og håb for fremtiden, for arbejdet, for menighederne, for folket og for Rumænien. Så lad os trøste hinanden med det.
Klik her for at få dit eget GoMINIsite